For Nørder og Nysgerrige

 

LuffeLyd Studie

Fra ide til professionel udgivelse

 

Musikproduktion / Videoproduktion / Mastering / Livestreaming / Workshops / Mobilstudie

 

LuffeLyd Studiet er lokaliseret på Vestmøn i et nedlagt forsamlingshus fra et Nordsjællandsk plejehjem, der er genopført som skallen til et 140kvm. halmhus.

Bygningen er beklædt med træ, der beskytter den indvendige isolering af halm og ler.

 

 

Netop beliggenheden og naturen har en stor indflydelse på studiet. Fysisk er naturen nærværende i hele bygningen på grund af de store dør- og vinduspartier, samt i mit materialevalg i forbindelse med opbygning og indretning.

 

Byggeriet i billeder

FAKTA:

750 baller Halm ,

7 m3 Vand,

2m3 Ler,

3m3 Grus,

4m3 Halmsnitter,

22m3 Beton,

2 km. Beklædning,

6.000 Søm (håndbanket)

Akustik og reflektioner - Lys og Lyd

 

 

Akustikken i studier er et område, som jeg har nørdet med gennem mange år. Jeg har til fulde været udfordret med konstruktionen og indretningen af studiet.

Dimensionerne på rummene er lavet udfra at undgå stående lydbølger, de såkaldte "modes" hvor længde, bredde og højde ikke må gå op i sammenfaldne mål og halmen i væggene gør, at den dybeste basenergi bliver ledt ud igennem væggene.

Jeg udbygger løbende studiet, hvor det næste projekt er diffusere på udvalgte steder. Diffusere kan "udvide" rummenes efterklang i det højere frekvensområde på en smart måde, modsat dæmpere som stopper lyden. Kombinationen af diffuser og dæmpning kan forme et rums lyd og bruges til at lave netop den lyd og efterklang, man ønsker på udvalgte punkter i rummet. En flot klassisk guitar har sit kryds på gulvet. Der lyder den godt!

 

 

Lys er liv. Så det at kunne kikke ud på et træ eller en himmel, er uunværligt for at befinde sig godt. Studiet er designet til at opholde sig i og de store vinduer ud mod haven gør at man ikke forsvinder i en mørk hule.

Vinduerne i kontrol og indspilnings rummet kan dækkes med skydevægge, der køres ind foran vinduerne, når behovet er det. Disse skydevægge dæmper så rummet yderligere. Dette bruger jeg når der bliver mixet og masteret lyd.

 

Surroundproduktion kræver en anden akustik i forhold til musik. Det større antal højttalere gør, at rummet kræver større dæmpning og dybere basgengivelse. At tøjle 50 Hz i et relativt højt lydtryk kræver at rummet er indrettet til det.

Det er løst ved meget kraftig dæmpning af lofthjørner og indbyggede helmholtz resonatorer i bagvæggene, som dæmper v. 50-70 hz.

Jeg vil ikke kunne sige, at rummet opfylder THX-standard da disse krav er meget strikse, men min hensigt at ramme et troværdigt "neutralt" lytterum er meget tæt på at være opfyldt.

 

Alt er relativt! I sidste ende er min erfaring, at lige meget hvor man bearbejder lyd, vil man erfare, at man må lære rummet og dets højttalere at kende før man kan arbejde i det.

I denne bygnings tilfælde er murene er opført af halmballer, hvis bredde er ca. 48 cm. yderbeklædning som består af armeret gibs, og inderbeklædning af ca. 4-5 cm lervæg gør, at konstruktion har en resonans som rammer tæt på 150 hz. Det kan måles og der er intet man kan gøre ved det akustisk. At de 150 hz svinger med konstruktionen gør, at de bliver "suget" ud af rummene. En faktor man må forholde sig til. Heldigvis er equaliseren opfundet, det kan rettes op nemt, hvis man ved hvordan rummet opfører sig.

De gamle analoge dage er snart overstået. Jeg har dog beholdt min gamle MCI byggede mixer, som lyder af noget, der blev lavet i 1978. Det er solidt kram man byggede dengang. Efter en recapping spiller den fint igen, og lyder lissom bare "rigtigt" når man indspiller fra den.

Ellers er de fleste af de gamle maskiner udfaset. Alene strømforbruget er et argument, der vejer tungt og de muligheder der er digitalt er svære at komme udenom idag.

Jeg har implementeret Dante-netværk, som erstatter krydsfelter og lange kabeltræk. 128 kanaler i et netværkskabel ukomprimeret, hvor man over en matrix kan patche signaler fra A til Z. Det er bare nemmere. Rummene har hver sit system hvor monitor og recording er 2 selvstændige systemer koblet sammen over dante-netværk.

 

Mobilstudiet som er klart til at pakke og rykke ud, er klar til at koble sig på et ethersound-/Dante-/Madi-netværk. Med en DM1000 mixer kan studiet optage/mixe og levere op til 48 kanaler audio.

 

Video:

I indspilningsrummet er der en lysrig hvor man sætter det lys, der behøves til lejligheden for optagelsen. Greenscreen på 5 x 3 mtr. til trickoptagelse eller anden pre produktion.